Menu

Godt nytår !

image
29. december 2025 kl. 05:59

Kære medlemmer, trænere og frivillige i Frem Hellebæk Fodbold.

Når året går på hæld, og julen netop er blevet fejret, er det naturligt at stoppe op et øjeblik. Ikke kun for at se tilbage – men også for at se frem. For Frem Hellebæk Fodbold er i bevægelse. Og det er vi, fordi så mange af jer er det.

2025 vil for altid stå som et helt særligt år i klubbens historie. Det var året, hvor vi fejrede Frem Hellebæk Fodbolds 100-års fødselsdag – og det gjorde vi med en succes, der overgik alt, hvad vi havde turdet håbe på og drømme om.

Den 6. september var omkring 250 mennesker samlet i teltet til et brag af en jubilæumsfest. En fest, der var så vellykket og meget mere, end vi havde turdet håbe på. Det lykkedes, fordi flere knoklede i døgndrift i ugerne op til – og fordi mange fantastiske hænder gav en hånd med. Fra servietfoldning og kasseflytning til opsætning, oprydning og alt det imellem. Det er vi dybt, dybt taknemmelige for.

Dagen før, den 5. september, havde vi besøg af Old Boys-landsholdet, som spillede kamp mod Frem Hellebæk.  

Desværre kunne vi ikke slå dem, men kampen var fantastisk og underholdende. Aldrig har vi set så mange mennesker samlet i Corner og omkring banen på City Ground på én gang. Det var uforglemmeligt.

De to dage står tilbage som noget helt særligt. Det var Frem Hellebæk-ånden, der for alvor kom til sin ret. Fællesskabet stod i fuldt flor – øjeblikke, vi aldrig vil glemme, og som vi er glade for, at vi kunne dele sammen.

Samtidig har 2025 været et år med stor udvikling i klubben. På seniorsiden er arbejdet allerede i fuld gang, og det er med stor stolthed, at vi går ind i det nye år med vores 1. seniorhold klar til oprykningsspil til Danmarksserien. Det er en præstation, der kræver mod, disciplin og sammenhold – og vi ved, at drengene vil give sig fuldt ud med Thomas Max og hans team i front. Her får vi brug for al den opbakning, vi overhovedet kan trække.  

Når vi står sammen om holdet, kan det mærkes – både på og uden for banen.

På børne- og ungdomsområdet fortsætter vi det målrettede arbejde med at skabe de bedst mulige rammer. Det er her, fundamentet lægges. Det er her, glæden ved spillet opstår. Og det er her, vi som klub har et særligt ansvar. Vi vil møde både den spiller, der spiller for fællesskabets skyld – og den spiller, der drømmer om at nå langt med sin fodbold. Begge dele har lige stor værdi hos os.

I det kommende år tager vi næste skridt i arbejdet med vores trænere. Vi har allerede inviteret til ét trænermøde, og der vil blive inviteret til endnu et. På møderne skal vi gennemgå en række vigtige emner, og der er allerede udviklet konkrete programmer til formålet. Det handler om kvalitet, sammenhæng og fælles retning – og om at blive endnu bedre sammen.

Vi er også meget glade for de samarbejder, vi har – blandt andet med FC Helsingør/FC Nordsjælland. De møder, vi har haft, har været både givtige og inspirerende og har bekræftet os i, at vi er på rette vej. Vi er ikke i tvivl om, at disse samarbejder bliver rigtig, rigtig gode for klubben.

Noget af det mest værdifulde i Frem Hellebæk Fodbold er fællesskabet. Det mærkes, når vi står ved banerne, hepper på de samme mørkeblå farver og bakker op om hinanden – uanset årgang og niveau. I de øjeblikke er der kun ét hold: et Frem Hellebæk-hold. Og vi ved, at I, der læser dette, har lige så stort et hjerte for klubben, som bestyrelsen har.

Jeg vil rette en helt særlig tak til alle vores trænere, assistenter, holdledere og alle jer omkring holdene. I gør en forskel – ikke kun for spillernes fodboldmæssige udvikling, men for deres trivsel, dannelse og fællesskabsfølelse. Det arbejde er uvurderligt.

Vi har i år oplevet en stor tilgang af vores alleryngste spillere. En stor del af æren skal gå til de frivillige, der er med til at udbrede, hvor sjovt og trygt det er at starte til fodbold i Frem Hellebæk Fodbold. Det betyder noget – og det gør en forskel.

Vi er glade for også at kunne låne vores kunstgræsbane ud, når det er muligt. Det er vigtigt for os at hjælpe hinanden – for fællesskaber og klubber bliver stærkere, når man samarbejder.

Vi vil også gøre opmærksom på, at der er varslet en kontingentstigning. Vi kommer til at lægge os tættere op ad vores naboklubber, hvilket vi mener er både fair og god stil. Det handler ikke om at konkurrere på kontingenter, men om at sikre en sund og bæredygtig klub.

I anledning af vores 100-års jubilæum er der udgivet en jubilæumsbog. Skulle man have lyst til at købe den til den nette pris af 1 krone pr. side – i alt 150 kroner – kan man kontakte Claus Bak. Det er en bog med hjertet. En bog til den, der forstår kernen i Frem Hellebæk Fodbold.

Vi har altid brug for frivillige – og vi bliver oprigtigt glade, når nogen har lyst til at melde sig. Man er meget velkommen til at skrive til mig på mail, hvis man gerne vil oprettes som en, vi må kontakte, når der er brug for hjælp. Det betyder selvfølgelig også, at man altid har lov til at sige nej, når man bliver spurgt. Men det betyder meget for klubben at have muligheden for at spørge. Vi vil fortsat lave opslag om fælles arbejdsdage, og vi håber at se endnu flere.

Skulle man få lyst til at blive sponsor i klubben, tager vi imod med meget stor glæde og taknemmelighed. Vi sørger for, at vores sponsorer bliver anerkendt – blandt andet på vores sociale medier, som er i markant vækst.  

Alene det seneste halve år er vores følgerskare på både Facebook og Instagram vokset med omkring 400 %. Det skyldes i høj grad jer, der liker, kommenterer og deler. Bliv endelig ved med det. Det betyder noget for klubben, at vi sammen synliggør det, vi er stolte af.

Vi er konstant i gang. Med nye tanker, visioner og idéer. Alt med ét formål: at gøre tingene bedre, end de var i går – og at være med jer hele vejen.

Til sidst vil jeg sige en stor tak. Tak til vores samarbejdspartnere og sponsorer. Tak til bestyrelsen, som jeg ikke kunne løfte dette arbejde uden. Og tak til jer alle – medlemmer, trænere, frivillige og familier – for et helt særligt år.

Jeg ser frem til det nye år med stor glæde. Frem Hellebæk Fodbold er mere end en klub. Det er et fællesskab – og et, jeg er stolt af at stå i spidsen for.

Jeg håber, at I alle har haft en dejlig jul sammen med dem, der betyder noget for jer – og jeg ønsker jer et godt og lykkebringende nytår.

De bedste hilsner og ønsket om et godt og lykkebringende nytår til jer alle.

Ulrik Velser

Formand

Frem Hellebæk Fodbold

_______________________________________________________________________________________

Når du køber dit fyrværkeri hos:

Nytårsteltet Fredensborg

Humlebækvej 2, 3480 Fredensborg

(ved SuperBrugsen)

støtter du Frem Hellebæk Fodbold.

10 % af dit køb går direkte i klubkassen og er med til at skabe bedre rammer og flere muligheder for børn og unge i klubben.

Når du kommer ind i teltet, skal du blot henvende dig til Philip fra Frem Hellebæk Fodbold, som vil være til stede hver dag. Så er du sikker på, at dit køb støtter klubben.

Hvis du alligevel skal købe fyrværkeri, så gør det her.

Det er en enkel måde at bakke

op om klubben på – og den gør en forskel.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig, og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til at trafikmåle og optimering af siden indhold.
Luk